I kveld er det sankthansaften, eller jonsokaften på godt norsk. Det er altså kvelden før fødselsdagen til døperen Johannes. For de av dere som er på den tradisjonelle siden og har primstav på veggen, er dagen merket med et kors, solhjul eller tre med krone. Både Jon og Hans er norske kortformer av navnet Johannes.
Sankthans og midtsommer er ofte forbundet både med spirende ung kjærlighet, trolldom og magi. Sankthansbål ble tent for å skremme bort hekser og trollpakk, for disse skulle være ekstra aktive denne natten. En annen skikk som holdt seg lenge, var jonsokbryllup, hvor man kledde ut en liten pike og en gutt som brudepar og holdt bryllupsfest.
Bjørnstjerne Bjørnsons sankthansdikt er viet til unge Venevil. Hun fletter flittig blomsterkranser til kjæresten sin, men det ender ikke så vel. I Shakespeares kjente «En midtsommernattsdrøm» møter vi både alver, trolldom, dramatikk, bryllup og kjærlighet. Ja, denne høytiden har inspirert mange. Forfatterne i Norske Serier har også brukt sankthans som bakteppe i bøkene sine. I både Stina Saga, Sagaen om Sunniva, Barn av stormen, Livsarven, Storgårdsfolk og Arvesynd er vi på sankthansfeiring. Med dans og lek rundt bålene, hvor følelser og dramatikk spraker om kapp med flammene.
Det er liksom alltid noe i luften denne dagen. Kanskje er det de lange lyse nettene som gjør folk døgnville og helt yre, eller er det faktisk trolldom? Som Shakespeare selv skriver i «En midtsommernattsdrøm», går ikke fornuft og kjærlighet sammen. Så der har du det! Flett en blomsterkrans til noen du er glad i, kos deg med rømmegrøt, og dans rundt bålet med kjæresten din.
En riktig god sankthans fra alle oss i Norske Serier.
VENEVIL av Bjørnstjerne Bjørnson
Hun Venevil hoppet på letten fot
sin kjærest imot.
Han sang, så det hørtes over kirketag:
«God dag! god dag!»
Og alle de små fugler sang lystig med i lag:
«Til Sanktehans
er der latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans!»
Hun flættet ham én af de blomster blå:
– «mine øjne små!»
han tok den, han kastet og tok den igjæn:
«Farvel min ven!»
og jublet, mens han sprængte over akerrenen hen:
«Til Sanktehans
er der latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans!»
Hun flættet ham én: «hvis du ej forsmår
av mit gule hår?»
hun flættet, hun bød ham i ypperlig stund
sin røde munn!
han tok den, og han fik den, og han rødmede som hun.
Hun flættet en hvit i et liljebånd:
«min højre hånd.»
hun flættet en blodrød i kjærlighed:
«min venstre med.»
Han tok imot dem begge to, men vændte sig derved.
Hun flættet av blomster fra hver en kant:
«alle dem jeg fant!»
hun sanket, hun flættet og gråt dertil:
«tag dem du vil!»
Han tiede og tok dem kun, men flygtede så vill.
Hun flættet en stor uten farvesans:
«min brudekrans!»
Hun flættede, så fingrene bleve blå:
«sæt du den på.»
Men da hun skulde vende sig, hun ingensteds ham så.
Hun flættede modig foruten stans
på sin brudekrans.
Men nu var det langt over Sanktehans,
ingen blomster fans:
Hun flættet av de blomster, som slet ikke fans!
«Til Sanktehans
er der latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans.»